Scottie Pippen – en ægte NBA legende

Der er store spillere og så er der legender. NBAinfodk fik fat på én af de sidstnævnte under All Star weekenden i New York 2015 – Scottie Pippen.
Media Availability til NBA All Star Weekend i New York var opdelt i 3 runder. Den første runde indeholdt de spillere som stillede op i diverse konkurrencer om fredagen, herunder Shooting Stars Challenge, hvor selveste Scottie Pippen deltog. Inden spillerne var til rådighed for alverdens presse blev der sat navneskilte op af de spillere som ville være til rådighed og man kunne så stille sig der hvor man ønskede for at stille spørgsmål til den respektive spiller. Det første navn der fangede undertegnedes interesse var Penny Hardaway der spillede for Orlando Magic sammen med Shaq i 90’ erne. Målet for undertegnede var at få snakket med Penny. Dette blev dog hurtigt ændret, da der blev sat et navneskilt op ved på bordet ved siden af Penny. På navneskiltet stod navnet på en spiller der er hovedårsagen til, at Michael Jordan sluttede sin karriere af med 6 ringe. Michael Jordan er uden tvivl den bedste spiller der nogensinde har spillet basketball, men uden Scottie Pippen ville MJ ikke have haft en så succesfuld karriere som han havde (og ligeledes omvendt). Det er Jordan den første til selv at indrømme, hvilket han også gjorde under hans Hall of Fame tale. Scottie Pippen er anerkendt for at være en af de mest alsidige basket spillere nogensinde. Han orkestrerede et angreb som en point guard, reboundede som en power forward, skød som en shooting guard og dækkede forsvar som ganske få andre spillere. Han har spillet playoffs i 16 ud af de 17 sæsoner han spillede, hvilket har været medvirkende til at han er nr. 2 på listen over spillere med flest playoffs kampe (208).
NBAinfo spurgte Scottie ind til hans 29 point performance i All Star Game i 1994, hvor han blev kåret som MVP iført nogle knaldrøde Flight sko. Scottie svarede med et smørret smil, at det var skoene der gjorde forskellen. Da NBAinfo spurgte nærmere ind til om det ikke skyldtes, at Michael Jordan ikke længere spillede i 1994 og at der derfor var folk der tvivlede om Scottie Pippen og Chicago Bulls kunne vinde uden Jordan, svarede Scottie, at det ikke havde noget med det at gøre, men at han havde været til et par All Star games forinden og følte sig godt tilpas under kampen og hans skud faldt i på dagen. NBAinfo spurgte endvidere Scottie hvad der var årsagen til, at hans spil var så anderledes i East Finals mod Pistons i 1990 i forhold til hans spil året efter mod Lakers i Finals i 1991, da Bulls vandt deres første mesterskab.
Scottie: Det var egentlig bare min rolleudvikling og nogle års erfaring samt bedre fysik der gjorde udslaget.
Som det kan ses i nedenstående video snakkede Scottie efterfølgende om Pau Gasols gode spil for Chicago Bulls, Martin Gortat som ikke blev All Star men fik en god kontrakt sidste år, Tim Duncans formidable karriere, Derrick Roses gode spil på det seneste for Chicago Bulls og at Scottie ikke er tæt på at starte en karriere som coach endnu.
NBAinfo: Kunne du bedre lide spillet dengang hvor Knicks var Beast of the East og hoppede på dig hver gang du drivede til kurven, eller kan du bedre lide spillet i dag, hvor man ikke engang må pege fingre af en spiller efter man dunker på ham?
Scottie: Jeg kunne bedre lide spillet, herunder det fysiske aspekt af spillet dengang, men hvad jeg kan lide er nok ikke det som fansene kan lide eller det der gør spillet mere spændende for folk at se. Men når man ændrer på spillet på den måde tager det en del fra spillet som det var tidligere.
NBAinfo: Det vil sige, at du ikke havde noget imod at Knicks hoppede på dig og slog på dig hver gang du spillede mod dem.
Scottie: Nej, jeg tror vist nok jeg vandt de fleste af de gange vi spillede, hvis ikke alle gange, så jeg havde ikke noget imod det.
Scottie roste Dirk Nowitzki som en spiller der gør ethvert hold til en mesterskabs kandidat. Scottie talte endvidere om Jimmy Butler der udnyttede den mulighed han fik for at vise og udvikle sit talent i Rose fravær sidste år samt som starter i år. Scottie så det godt komme med hensyn til Jimmys talentudvikling, da hans karrierede mindede Scottie meget om hans egen karriere.
NBAinfo: Har du nogensinde oplevet at Bulls spillerne kommer til dig for at blive motiveret og for at få gode råd fra dig?
Scottie: Nej, jeg har ikke brug for at motivere dem. De motiverer dem selv, de har 82 kampe, så de burde kunne finde en måde at motivere dem selv. Der er trænere til stede, så det er ikke mit job.
Scottie talte herefter om Joakim Noah, som har spillet igennem nogle skader i år. Scottie roste hans ihærdighed og viden om spillet. Derudover talte han om sine battles mod den tidligere Knicks spiller Anthony Mason, som p.t. er hospitalsindlagt på grund af hjerteanfald, Phil Jackson som Knicks GM m.m.
Under interview sessionen var der en Japansk journalist, som tilsyneladende var stor fan af Scottie Pippen. Efter stort besvær lykkedes det ham endeligt at få sit spørgsmål igennem som gik på at få et shoutout til de japanske fans. Scottie kommenterede med et ”Haaaa!” Scottie fortalte, at hans mesterskaber med Bulls betyder mere for ham end hans OL guldmedaljer. Han er glad for den globalisering som NBA har været en del af, når det kommer til at få NBA ud til Afrika, Asien og andre verdensdele. Han udtalte, at Mutombo og Olajuwon har ført en del til NBA, herunder at Mutombo med sin shotblocking har gjort dette til en særlig interessant og vigtig del af spillet.
NBAinfo: Da Jordan blev kåret som Finals MVP i 1993 sagde han, at du ville få den bil han vandt. Fik du bilen og hvordan var det at spille mod ham til træning?
Scottie: Ja!
NBAinfo: Så du fik bilen??
Scottie: Ja, det gjorde jeg. Jeg spillede oftest på samme hold som ham til træning. Men vi prøvede altid at få det bedste ud af hinanden til træning.
Herefter sluttede en 20 minutter lang interview seance med 6-time Champion Scottie Pippen.
Rauf Malik
Senior Reporter
NBAinfodk
